APM Terminals og Cargo Service har dannet et fælles sikkerhedsberedskab på Århus Havn i samarbejde med Dansikring. Det sikrer hurtig og professionel udrykning ved personulykker og forebygger brand, ulykker og miljøuheld.
Selvom man ligger i skarp konkurrence, kan man godt have fælles interesser. Cargo Service og APM Terminals er begge containerterminaloperatører side om side på Århus Havn, hvor sidstnævnte er en del af A.P.Møller – Mærsk Gruppen. Begge håndterer omkring 800-1000 godscontainere dagligt, og begge råder over terminaler, som i størrelse svarer til små 100 fodboldbaner. Men når det gælder sikkerhed, ophører konkurrencen.
Cargo Service og APM Terminals har i samarbejde med Dansikring etableret et fælles sikkerhedsberedskab og command center, hvor vagter fra Dansikring sikrer mod brand og ubudne gæster. Desuden inspicerer de farligt gods, styrer adgangskontrol, yder førstehjælp ved arbejdsulykker, transporterer gæster, efterser sikkerhedsudstyr og meget mere. Den fælles sikkerhedsløsning har fungeret i et år og betyder, at begge virksomheder i dag har øget sikkerhed og sparer omkostninger.
”Vi har fælles interesser i sikkerhed, og vi ligger på stort set samme adresse. Det er en klar fordel at gå sammen om at spare omkostninger og øge sikkerheden sammen”, fortæller sikkerhedschef Kim Høyberg Andersen fra APM Terminals på Århus Havn.
”Vi har begge oplevet skærpede myndighedskrav, og i dag er myndighedernes krav til os lige så skarpe som de krav, man stiller en virksomhed som Cheminova. Derfor er det oplagt, at vi samarbejder, supplerer Per Bøch Andersen, der er sikkerhedsansvarlig i Cargo Service.
De første afgørende minutter
Vagterne opererer 24 timer i døgnet, og ved hændelser er vagterne som standard ude på stedet i løbet af 2 minutter. De ved, hvor de største værdier befinder sig, og de ved, hvor der er farligt gods eller sårbare områder, og derfor kan de begrænse skader. 5 gange de seneste 9 måneder hjalp vagterne til ved arbejdsulykker og sygdomstilfælde, fordi de var de første på stedet til at yde førstehjælp.
Vagterne ser, hvis nogen har glemt at slukke for en gasflaske til svejseværket eller glemt at slukke for strøm. Og de ser oliespild og lækager. Skulle noget ske, kender vagterne terminalområderne og kan guide redningsmandskab effektivt og direkte hen til stedet.
Da der i sommeren 2008 opstod brand i en olietank på virksomheden Westway Terminals på Århus Havn, var Dansikrings vagter fra Cargo Service og APM Terminals de første på stedet, selvom det er en anden lokation på Århus Havn. Branden, som var meget kraftig ved vagtens ankomst, endte desværre som den værste i 50 år, og røgen kunne ses 70 kilometer væk.
”Jeg tror ikke, at sådan en brand kan opstå hos os. Dansikrings vagter er på stedet i løbet af de første afgørende minutter. Man kan nå at forhindre og forebygge meget, hvis man har den rette uddannelse og træning, og det har vores vagter fra Dansikring, fortæller Kim Høyberg Andersen.
”Vi sparer ledelsesmæssige ressourcer ved at outsource til Dansikring, og erfaringen viser klart, at man kan skabe gode sikkerhedsløsninger, hvis man vil, siger Per Bøch Andersen fra Cargo Service.